01.05.12
Sommerkoncert 2012

Harmoniorkestret TONICA takker Carsten Seyer-Hansen for dejligt forår og afslutter vores projekt med denne koncert i Skt. Lucas Kirke. Vi vil spille værker af bl.a. Grieg og Sibelius. Der er fri entré til koncerten.




28.04.12
Harmoniorkestret TONICA til Ry Havnekoncerter

Festlig sommerkoncert med Harmoniorkesteret TONICA fra Aarhus.

Orkesteret vil spille musik af så forskellige komponister som bl.a. Grieg, Tjaikovskij og Duke Ellington . Der vil tillige blive spillet op til et par dejlige danske fællessange - styret med sikker hånd/stemme af Laura Flensted Jensen. Laura vil også optræde som solist ved koncerten.

Harmoniorkestret TONICA, hjemmehørende i Århus kan opleves ved Havnekoncerterne i Ry Onsdag d. 20. juni kl. 19.30.

Orkestret er i januar startet på et forløb, hvor der arbejdes i projekter med skiftende dirigenter. Derigennem kommer orkestret til at præsentere nogle af Danmark bedste dirigenter over de næste par år. Sommerkoncerten er således et resultat af forsommerens projekt.

Dirigenten ved denne koncert Carsten Seyer-Hansen, der underviser i kor- og ensembleledelse samt musikhistorie ved Det Jyske Musikkonservartorium i Århus. Siden januar 2003 har han været kantor i Århus Domkirke.

Det er første gang orkesteret spiller ved Havnekoncerterne i Ry.



23.03.12
Harmoniorkestret TONICA

Harmoniorkestret TONICA er hjemmehørende i Århus. Vi er 50-60 amatørmusikere af begge køn og med en bred aldersfordeling.

Som harmoniorkester er TONICA et rent blæserorkester. Det er og har altid været vort mål at spille god musik af høj kvalitet - musik som både publikum og musikere kan have glæde af. Derfor har vi gennem årene været i stand til at lave nogle gode koncerter med stor publikumssøgning.

Den tilbagevendende nytårskoncert i Musikhuset Århus er en af TONICA’s stolte traditioner, ligesom Wienerkoncerten i Rådhushallen er fast på programmet i festugen.
Vi spiller naturligvis også mange andre koncerter, såsom promenadekoncerter, familie-koncerter, kirkekoncerter m.m.

Det musikalske aspekt vægtes højt i TONICA, men vi lægger også stor vægt på det sociale. En gang om året tager vi på weekendtur, både for at højne den musikalske standard og for at styrke sammenholdet. Hvert andet år er vi på koncertturne i udlandet. Det er med årene blevet til besøg i rigtig mange lande, senest Bulgarien, Schweiz og Ungarn. Alle disse fælles aktiviteter er selvsagt med til at skabe et rigtig godt socialt miljø i TONICA.

TONICA'nere er alsidige og iderige, og spilleglæden er i højsæde. Det er grundlaget for, at der gennem tiderne er dannet flere mindre grupper under TONICA - se mere herom under "Grupper", som findes under punktet "Om TONICA".



____________________________________________________________________________
Find TONICA på Facebook
Nu er TONICA også at finde på Facebook. Søg efter Harmoniorkesteret TONICA.

Bliv medlem af TONICA
Vi vil gerne være flere musikere i TONICA.
Har du lyst til at være med - så se under "Musikere søges"